Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt danskerne benytter sig af de kulturtilbud, der er lige på den anden side af den dansk-tyske grænse. Vel har manglende sprogkundskaber en del af skylden, men det har vanetænkningen også.

Er glasset halvfyldt eller halvtomt? Den ambitiøse vil sige, glasset er halvfyldt, den mindre ambitiøse vil sige, det er halvfyldt. Min påstand er, at landegrænsen mellem Danmark og Tyskland er en kulturgrænse – og det fortsætter den med at være trods alle de ofte meget velmente bestræbelser, der inden for de seneste 10-15 år er gjort for virkelig at få kul under de grænseoverskridende kulturarrangementer.

Når man ser bort fra større events, er der masser af kulturtilbud i Sønderjylland og Sydslesvig, der i en forbavsende ringe grad trækker publikum fra "den anden side". Og det er især danskerne, der har svært ved at afvige fra vanetænkningen og prøve noget nyt. Man tænker ofte kun til den grænsebom, der ironisk nok ikke er der længere.

Schleswig-Holsteinisches Landestheater har et fremragende balletkompagni med base i Flensborg Teater. Kompagniet er de seneste år gået langt ud over det traditionelle repertoire og har vist alternative rockballetter med udgangspunkt i rock- og popnavne som Pink Floyd, Einstürtzende Neubauten og Madonna. Teatret er også hjemsted for en opera og byder på et solidt repertoire inden for teater – knap så eksperimenterende, som mange måske kunne ønske sig, men omvendt i den tyske Bildungs-tradition, der her skal forstås positivt. Om der er danskere blandt publikum? Hvis der er, er de en seværdighed.

Manglende sprogkundskaber afholder formentlig mange fra at komme. Disse behøver man blot ikke særlig mange af for at gå til ballet eller opera. Hver sommer har Flensborg en spændende udendørs kulturfestival med jazz, folk, rytmiske koncerter, kabaret og teater. "Flensburger Hofkultur" hedder den månedlange festival, der foregår i byens charmerende baggårde til et stille akkompagnement af svalesang og sommerluft. Musikken fylder langt de meste. Igen: Sprogkundskaber er ligegyldige.

Men år efter år begræder en af arrangørerne, Thomas Frahm fra Flensborgs kulturforvaltning, at der kommer så få gæster fra Danmark. Flensborg vil faktisk gerne have danske gæster til byen – ikke blot for, at de skal lægge penge i forretningerne, men også ud fra et ønske om at få kulturgrænsen visket væk. Man kan blot forestille sig, hvad aalborgenserne ville sige til, at der nordenfjords herskede den totale ligegyldighed. Hvis folk i Nørresundby ville passe sig selv og blæse på, hvad der foregik i Aalborg Teater, Nordjyllands Kunstmuseum eller i Jomfru Ane Gade. Det bliver verden ikke større af og heller ikke mere spændende af. Man undrer sig i Flensborg. Hofkultur-programmet trykkes på både dansk og tysk, og hvert år er der mindst et dansk band på programmet.

Store stjerner
Så er der den store klassiske Schleswig-Holstein Musik Festival med over 130 koncerter fra Flensborg i nord til Hamborg i syd. Hvert år i juli og august kommer stjernesolister, velrenommerede symfoniorkestre og dirigenter til byer lige syd for den dansk tyske grænse, Flensborg, Slesvig, Rendsborg og Egernførde. Her har man et niveau, der sagtens kan måle sig med det, der bliver budt på i de store tyske koncertsale og København for den sags skyld.

Bortset fra en enkelt festivalkoncert, som det tyske mindretal i Sønderjylland hvert år tilbyder sammen med Schleswig-Holstein Musik Festival, er det meget begrænset, hvor mange danskere disse festivalkoncerter trækker. Og det er egentlig heller ikke så underligt. Det eneste landsdækkende dagblad, der i Danmark tager denne musikfestival alvorlig, er Jyllands-Posten. Københavner-aviserne kigger nok over grænserne, men det er som regel altid på, hvad der rører sig i kulturlivet i de andre hovedstæder. Det er som forfængelige kvinder, der ynder at sammenligne deres udseende med andre kvinders. Sådan måler hovedstæderne sig med hinanden. Kulturudvekslingen er dog ofte særdeles begrænset.

Er der ingen succeshistorier på grænseoverskridende kulturarrangementer i det dansk-tyske grænseland? Jo, det er der. Især der, hvor der er tilskudspenge med som en forudsætning for arrangementet. I 2005 fik det dansk-tyske grænseland en ny festival med folk-musik på plakaten. FolkBaltica hedder den fire dage lange festival, der sidste år blev gentaget i maj. Festivalen har – blandt andet for at adskille sig fra den keltisk- og angelsaksisk prægede Tønder Festival – lagt sin fokus på folk-musik fra de nordiske lande og Østersø-området. FolkBaltica bød på koncerter i både Sønderjylland og Sydslesvig med Flensborg som midtpunkt.

Oprindelig var det dog slet ikke meningen, at festivalen også skulle foregå nord for grænsen. Men da arrangørerne i 2005 ville søge om penge hos euroregionen, Region Sønderjylland-Schleswig, fandt man ud af, at det nok også var en god ide at lægge nogle koncerter i blandt andet Haderslev, Sønderborg og Gråsten. Et af kriterierne for at støttepenge fra EUs Interreg-program er nemlig, at der er aktive samarbejdspartnere på begge sider af grænsen inden for en euroregion. Formålet er "at bringe de to befolkningsgrupper på hver side af grænsen tættere på hinanden og nedbryde fordomme".

Den gode vilje
Fint nok. Men det var i virkeligheden begrænset, hvor mange tyskere, der besøgte koncerterne i Danmark og vice versa. Man besøgte mest koncerterne hjemme i sit eget land. Den gode vilje var da i begyndelsen også let at måle. Selv om de danske mindretalsorganisationer Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger også spyttede penge fra danske skatteydere i projektet, ja så havde den praktiske arrangør, musikbureauet Nordpool i Flensborg, i første omgang glemt at forsyne festivalens hjemmeside med dansk tekst – og bureauets leder mente da heller dansk var nødvendigt. Ifølge ham var det for dyrt at oversætte, og de fleste danskere alligevel forstod tysk og engelsk, sagde han. Han kom dog på andre tanker, da de danske mindretalssamarbejdspartnere gjorde det klart, hvorfor de var med i projektet.

Nogle gange må man spørge sig selv om, hvad der kommer først: ideen om at lave grænseoverskridende kulturarrangementer eller ideen om at hente penge de steder, der giver støtte til ditto. I midten af 1990erne levede den dansk-tyske koncertrække Grenzklang/Grænseklang nøjagtig lige så længe, som den fik EU-penge fra programmet Interreg 2.

For retfærdighedens skyld skal det dog nævnes, at mindretallenes organisationer på begge sider af grænsen, Bund Deutscher Nordschleswiger og Sydslesvigsk Forening, har været drivkræfter i flere vellykkede kulturprojekter, blandt andet en børneteaterfestival med teaterværkstedet Pilkentafel i Flensborg og egnsteatret Møllen i Haderslev, samt med forskellige tilbud med kammermusik under Tysk-Dansk Musikforening af 1998.

Biler med tyske plader
Men en af de store grænseoverskridende succeser er vokset op nedefra og hviler stort set i sig selv – nemlig den årlige Tønder Festival i august. Det ser man på de mange biler, der holder parkeret på græsplænerne i Tønder – med tyske nummerplader. På campingpladsen ligger tyske festivalgæster side om side med danske, for folk-musik har også en høj stjerne i Tyskland, selvom folk-musikken i Tyskland ironisk nok er blevet 68ernes og "de grønnes" form for finkultur. Ja næsten en smule elitær.

Ikke langt fra Tønder Festival ligger et andet godt eksempel på en kulturinstitution, der fungerer som brobygger: Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder har et tæt samarbejde med det lille museum for moderne kunst i Nibøl, Richard-Haizmann-Museum, og viser jævnligt moderne tysk kunst for det sønderjyske publikum. Nolde-museet i Seebüll behøver vi næsten ikke at skrive hjem om. 30 procent af museets gæster kommer fra Danmark, hvad der egentlig ikke er så underligt. Emil Nolde var dansk gift, dansk statsborger, stammede fra landsbyen Nolde ved Tønder og boede i en årrække på Als. Til gengæld kan det undre, at Slesvig-Holstens kunstmuseum nummer et, Gottorp Slot i Slesvig, ikke viser mere skandinavisk kunst for det store tyske publikum, der kommer sydfra. Beliggenheden i det dansk-tyske grænseland indbyder jo nærmest til det.

Den kulturelle import
Men hva’ ska’ vi egentlig med al den kultur på tværs af grænsen? Tja, kunne man svare med et spørgsmål: hva’ ska’ vi overhovedet med kulturen?

Før Danmark fik sin ’slesvigske sok stoppet’ i 1920, har den ikke-materielle import fra Tyskland til det jyske hovedland været ganske anseelig. Den var den vej kristendommen og reformationen strømmede. På Kiels universitet var det engang sådan, at langt de fleste studerende talte dansk, mens professorerne talte højtysk. Kiel var den næststørste universitetsby i den danske helstat, og store danske forfattere som Frederik Høegh-Guldberg, Knud Lyne Rahbek, Jens Baggesen, Johan Ludvig Heiberg og selvfølgelig også H.C. Andersen havde i lange perioder deres gang i byen.

Kulturmødet de europæiske lande imellem bliver først rigtig interessant, når den kommer til at foregå i grænseregionerne. Det er i regionerne, kulturen er forpligtende. Det er her, den kan vokse. Det er her, den ikke blot er noget, man tager ned fra hylden på en eller anden kulturfestival i storbyen. Eller flyver til London for at tage med hjem sammen med sine juleindkøb.